Charlottenlund Søbad åbner desværre ikke for offentligheden i sommeren 2020.

Som en konsekvens af Covid 19 vajer Dannebrog ikke over Charlottenlund Søbad i denne sæson.

Det lokale vartegn, og et sted der er elsket af både medlemmer og af besøgende fra hele hovedstadsregionen i sommersæsonen juni til august, kommer desværre i denne sæson ikke umiddelbart til at lukke op for offentligheden.

Det ærgrer naturligvis vores formand for Søbadet, Lene Andersen. Hun siger: ”I år er vores 35 års jubilæum, og vi havde virkelig glædet os til at fejre det med både medlemmer og med de sommergæster, som elsker at komme her og nyde Øresund, solskin og det gode sommerliv. Vi gør hver dag vores yderste for at skabe og vedligeholde de optimale rammer for dét liv, og så det er naturligvis frustrerende, at vi i år er forhindret i at gøre det vi allerhelst vil. Men vi skal altså passe på både vores medlemmer og gæster udefra.”

På grund af corona-lovgivningen er der kraftige begrænsninger i det antal, der må lukkes ind på Søbadet, og det er årsagen til at Søbadet er forbeholdt medlemmerne henover sommeren.

”På varme dage kan helt op til 800 personer på et døgn finde vej til Søbadet, og det er alt for mange i forhold til hvad der er lovligt og forsvarligt”, siger Lene Andersen. ”Vi har haft et super godt samarbejde med Gentofte Kommune og de relevante myndigheder i løbet af den seneste måneds tid, og det har gjort det muligt at lukke et stærkt begrænset antal af vores medlemmer ind ad gangen. Det er vi glade for”.

Søbadet har været helt lukket i 6 uger indtil slutningen af april, og den tvungen lukning er blevet brugt konstruktivt til at renovere anlægget. Det betyder at Charlottenlund Søbad står ekstra skarpt, når det på et tidspunkt kan byde gæster ude fra velkommen igen.