Pernille Stensgaard: Det gamle bad og havet – historier fra Charlottenlund Søbad

Det har ligget der i mere end hundrede år, Charlottenlund Søbad, og det har aldrig været mere populært end i dag. 3.500 personer har egen nøgle til den karakteristiske grønne træbygning ved Øresund, og kampen om at blive medlem af foreningen er intens. I 2013 stod 1.200 på venteliste, og da en venteliste til ventelisten nåede op på 400, blev også den lukket.

Det gamle bad og havet er et veloplagt portræt af Charlottenlund Søbad, dets historie og dets medlemmer. Pernille Stensgaard stiller skarpt på  kulturen og tonen i Søbadet, som set udefra kan virke som en lukket klub. Set indefra er badet et fristed, hvis ro, regler og traditioner medlemmerne værner om.

Baseret på interviews med medlemmerne og gennemgang af breve og historisk materiale, bliver historierne fra Søbadet også til en almenmenneskelig historie. Nemlig om, hvordan vi mennesker bygger fællesskaber og identitet op, med såvel skrevne som uskrevne regler.

I selvstændige kapitler beskriver Pernille Stensgaard badelivet ved kysterne, sommer og vinter, før og nu, i Danmark og internationalt. Vi kommer med tilbage til dengang for hundrede år siden, da det blev anset for moralsk anstødeligt at bade, og hvor badeanstalter blev opført for at holde mænd og kvinder adskilt.

Vi hører om det forurenede ”Pløresund”, som er milevidt fra nutidens blå flag og rene badevand. Og vi følger med i, hvordan danskerne lærte at svømme – noget næsten ingen kunne dengang for hundrede år siden, da havet var stort og farligt, og ikke noget, man boltrede sig i for sjov.

Charlottenlund Søbad blev bygget som permanent anlæg i 1985, og den 14. august fejrer det 30-års jubilæum. Om sommeren er Søbadet åbent for alle og tiltrækker hen ved 30.000 badeivrige københavnere, som kommer for at nyde det rene badevand og de gode faciliteter. Badeanstalterne skyder i disse år igen op langs kysterne, og tilstrømningen af vandglade danskere har næppe nogensinde været større.

Om forfatteren
Pernille Stensgaard er journalist og forfatter til en lang række bøger, bl.a. København – Folk og kvarterer (2002), Skagen (2004), Da Louisiana stjal billedet (2008), Hellerup – historier fra reservatet (2011) og Københavnerne (2013).

Fakta
Forfatter: Pernille Stensgaard
Titel: Det gamle bad og havet – historier fra Charlottenlund Søbad
Omfang: 144 sider, indbundet
Rigt illustreret med fotos af Hans Ole Madsen og historiske fotos
Forlag: Strandberg Publishing
Vejl. pris: 249,95 kr.
Udkommer 14. august 2015